|
Kunsten at læse i hænder
Skrevet af Ana Janic
Oestrogen.dk introducerer snart et helt nyt initiativ - en brevkasse med en håndlæser. Går du rundt med en masse tvivl, står du overfor en gennemgribende beslutningsproces eller er du bare interesseret i at lære dig selv bedre at kende? Det kan vores kommende håndlæser måske hjælpe dig med. Men for at afprøve det selv først, fik Oestrogens modige forsøgskanin aka skribent en forsmag.
8. september 2006
Det siges, at hænderne er som et landskab. Der er utallige veje at vælge imellem, bjerge at bestige og dale, hvor man kan dase under et egetræ. Ligesom selve livet byder de på hele spektret af den menneskelige skæbnes muligheder og begrænsninger. Og ligesom naturen er foranderlig og påvirker landskabet, dikterer de valg, vi træffer, den livsvej, vi befinder os på. Alt det og meget mere kan læses i hænderne – de er dit helt unikke aftryk af fortiden, din status i nutiden og dit potentiale i fremtiden.
At få læst i mine hænder
Jeg rømmer mig lidt nervøst. Jeg har kun prøvet det en gang før til en messe, hvor jeg fik fortalt, at jeg både skulle lide af en kortvarig depression og have alvorlige eksamensproblemer. Den gamle håndlæser, der mindede om heksen fra Hans og Grethe, sådan som jeg havde husket hende fra min gamle børnebilledbog, kunne læse alt det i mine hænder. Og ja, forventningen om den store katastrofe ødelagde en hel sommer, og jeg har haft mareridt om den grumme håndlæser lige siden. Tak for det. Men det var dengang. Nu sidder jeg her igen, dog ikke overfor heksen fra Hans og Grethe, men over for en ung og smuk kvinde med et smil a la Julia Roberts. Hun er indbydende og tryg at være sammen med, så jeg tænker (håber!), at de dystre profetier, jeg har været udsat for engang, nok ikke vil gentage sig.
Krumme
Krumme Pedersen hedder min håndlæser. Hun har i fire år praktiseret den århundrede gamle tradition, som generelt går under betegnelsen kiromanti. Det er ikke en fritidshobby eller en tilfældig beskæftigelse – det er et kald. En kraftfuld proklamation, som sædvanligt forbindes med åndelige mennesker, der dedikerer deres liv til Gud. Krumme er da også åndeligt anlagt, men kaldet er ikke vendt mod himlen, men mod jorden. Hun nærer et noget altruistisk ønske om at hjælpe mennesker med at finde svaret på det evigt aktuelle spørgsmål – hvem er jeg? Det er en svær opgave og en enorm udfordring, men ved at etablere og påpege den enkeltes psykiske forcer og evner, kan det at læse i hænder være et fantastisk redskab og et enestående skridt på vejen. Det er en gennemgående misforståelse, at det at læse i hænder er pure opspind og overtro, men nej - det er nærmest en videnskab. At studere hænders linjer kræver tålmodighed, nærgående studium og ekspertise. Krumme er da også blevet uddannet hos den berømte håndlæser Sigurdur, og den fire år lange øvelse har efter sigende formet en sand mester.
Det indvendige spejl
Jeg ånder lettet op, da Krumme fortæller mig meget diplomatisk og betryggende, at hænders linjer er foranderlige. De formes af den enkeltes oplevelser og udvikling. Det er alene fingeraftrykkene, der er konstante. Desuden er det et indiskutabelt princip hos hende, at hun aldrig spår om fremtiden – det er for manipulerende og kan være skæbnesvangert. Valget og ansvaret ligger altid hos individet – og det er urokkeligt. Det beroliger mig at vide, at jeg ikke sidder og venter på en domsafsigelse over resten af mit liv – jeg er stadig den absolutte fører i mit liv og ikke en magtesløs passager. Den gode stemning er lagt, og jeg lytter fascineret til de allerede kendte og nye og overraskende informationer om mig selv, min formåen og mine potentialer. Det er en solid omgang navlepilleri og et narcissistisk boost ud over det sædvanlige. Det er ikke rosenrødt det hele, men fokuset er klart rettet mod at udvide horisonterne og forskønne fremtidsudsigterne, og det er herligt. Efter en times håndlæsning har jeg fået cementeret visse sider af mig selv, dementeret andre og fået præsenteret nogle helt nye. Jeg har ikke fået serveret et fastlåst fremtidsperspektiv, men en buffet af muligheder, hvor jeg alene kan vælge og vrage. Og sikke en opmuntrende tanke!
|
